Et sted med lys, håb og ro midt på Nørrebro

Som en del af Kulturnatten i København fredag den 9. oktober 2026 kl. 18.00–24.00. åbner Kristuskirken dørene under temaet “Lys i mørket”.

Kom indenfor i et smukt kirkerum, lyt til musikindslag og find ro midt på Nørrebro. Aftenen byder også på lystænding, tid til tanker og bønner, bogmærkeværksted, kaffe, kage og mulighed for en uformel samtale med en præst - eller frivillig fra en af kirkerne.

Aftenen er for alle aldre både familier, unge, voksne & ældre.

Arrangementet afholdes i et samarbejde mellem de to kirker: Byens Valgmenighed København og Kristuskirken.

 

Idé & Vision

Kulturnatten er en oplagt mulighed for at åbne Kristuskirken for mennesker, som ikke nødvendigvis har en naturlig tilknytning til kirken i hverdagen.

Formålet er at skabe en varm, åben og nærværende oplevelse af kirken som et sted, man trygt kan træde ind i – også uden forudgående kendskab til kristendom eller kirkeliv.

Midt i Nørrebros liv og puls skal gæsterne kunne træde ind i Kristuskirken og møde:
• lys og varme, musik, ro, plads til eftertanke, fællesskab, mulighed for samtale, kirkerummet og dets historie.
• kristendommen på en enkel, åben og ikke-påtrængende måde

Tema: LYS I MØRKET

Temaet knytter sig naturligt til Kulturnattens tidspunkt og til kirkens budskab. Lyset kan forstås konkret gennem levende lys, musik og stemning – og samtidig symbolsk som håb, tro, fællesskab og det lys, kristendommen peger på.

 

Vil du være med som frivillig?

Vi har brug for dig!

Aftenen bliver til i fællesskab, og vi har brug for frivillige til forskellige opgaver i løbet af aftenen.

Du kan selv vælge det tidsrum og den opgave, der passer dig bedst. Du er også meget velkommen til at melde dig til flere tidsrum.

Har du lyst til at være med? Så glæder vi os til at have dig med på holdet!